Hvordan blev Hannibal Lecter så klog? Hvorfor blev han så ond? Hvorfor er hans største delikatesse menneske-lever serveret med kold Chianti?
Alt dette skulle man få svar på i den kommende film om kannibalen ’Hannibal Rising’. Historien er endnu et afsnit i sagaen om den charmerende psykolog og kannibal Hannibal Lecter. Men denne film foregår før ’Ondskabens Øjne’, der for alvor gav Hannibal sit gennembrud og gjorde Anthony Hopkins til en super-stjerne.
I den nye film spilles kannibalen af den forholdsvis ukendte franskmand Gaspard Ulliel. Hannibal flygter fra Øst-frontens rædsler i Anden Verdenskrig og søger tilflugt i Frankrig hos sin onkels enke. Hun hjælper ham med at komme over sine krigstraumer, men et eller andet sted i processen kommer hans forskruede mad-vaner for en dag. Denne unge skuespillers version af Lecter skulle være mindst ligeså skræmmende som Anthony Hopkins’ udgave. Filmen har premiere i USA til februar og ventes til Danmark senere på året.