Siden 1993 har skiftende regeringer holdt fast i, at 95 procent af alle unge skal fuldføre en ungdomsuddannelse.
Men nu vil regeringen viske tavlen ren og slette målsætningen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.
I stedet søsætter regeringen en ny målsætning, hvor målet sænkes til, at ni af ti unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse, inden de fylder 25 år.
Samtidig skal andelen af de unge under 25 år, som hverken er i arbejde eller uddannelse, halveres inden 2030, fortæller undervisningsminister Merete Riisager (LA).
- Vi må erkende, at nogle unge får en bedre start på voksenlivet ved et ufaglært job frem for en uddannelse.
- Vi hjælper ikke de skoletrætte og udsatte unge ved at kaste dem rundt mellem særlige uddannelser og offentlig forsørgelse, når de i virkeligheden har brug for en struktureret arbejdsdag, siger hun til Jyllands-Posten.
Af de unge, der forlod folkeskolen for otte år siden, har godt tre af fire gennemført en ungdomsuddannelse i dag.
- Med den nye målsætning kan skolerne bedre tænke et ufaglært job ind i de unges videre færd.
- På den måde vil vi tabe færre unge, der i dag bliver presset igennem uddannelser, de ikke er klar til, siger ministeren.
Målsætningen er en del af et kommende regeringsudspil, som skal nytænke indsatsen til de knap 50.000 unge under 25 år, som hverken er i uddannelse eller arbejde.
Udspillet bygger på anbefalinger fra et ekspertråd, som leder af Center for Ungdomsforskning Noemi Katznelson har været en del af.
- Uddannelse har været et mål i sig selv, selv om mange åbenlyst ikke er klar efter folkeskolen.
- Den nye målsætning er positiv, men der skal lægges en uddannelsesplan for de unge, der starter i et ufaglært job. Ellers bliver de bare parkeret, siger hun.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.