I live var Anna Nicole Smith hyppig gæst på sladdersider af alverdens aviser og magasiner. Efter hendes død 8. februar er historien om Anna Nicole blevet om noget mere skandaløs og bizar.
Et retsopgør er nu i fuld gang i Florida. Hovedsagen er, hvem der er far til Anna Nicoles unge datter Dannielynn. Tre mænd hævder at være faderen, deriblandt Anna Nicoles enkemand Howard K. Stern, som står som far på Dannielynns fødselsbevis. Den person, som viser sig at være den biologiske far vil højst sandsynlig også komme til at få kontrollen over Anna Nicoles store millionformue, som hun arvede efter sin afdøde mand, J. Howard Marshall II. En oliemilliardær, som var 89 år gammel, da den 26-årige Anna Nicole giftede sig med ham i 1994.
Arven optræder stadig i en anden retssag, hvor J. Howard Marshall II’s børn bestrider Anna Nicoles krav på de mange millioner, som hun arvede efter 14 måneders ægteskab.
Slås om liget
Nu slås de efterladte ikke kun om datterens skæbne, men også om hvor Anna Nicole skal begraves.
Hendes mor vil have datteren begravet i Texas, hvor Anna Nicole stammer fra og startede sin karriere som stripper. Over for moderen står enkemanden Howard K. Stern som hævder, at Anna Nicole ønskede at blive begravet ved siden af sin afdøde søn Daniel på Bahamas.
20-årige Daniel døde, mens han sad i en stol på hendes hospitalsstue, få dage efter at Anna Nicole havde født sin datter. Tabet af sønnen slog fuldstændig modellen ud. Ifølge alle omkring hende var Daniel hendes livs kærlighed. Derfor købte hun efter hans død to gravsteder på Bahamas. Et til Daniel og et sig selv. Til Daniels begravelse sagde hun ifølge Stern:
»Hvis Daniel skal begraves, så vil jeg begraves sammen med ham,« skriver AP.
Men Anna Nicoles mor, Virgie Arthur, sagde til retten, at selvom hendes forhold til datteren var køligt, er det en mors ret at begrave sit barn.
Samtidig er en chokerende video af Anna Nicole kommet frem på nettet. Hendes ansigt er malet som en klovns. Farverne er tværede og hendes tale sløret.
»Er det et svampetrip?,« spørger Howard K. Stern gentagne gange fra bag kameraet.
Lige bagefter siger han, at filmen nok er rigtig mange penge værd.
Anna Nicole Smith blev 39 år. Hun blev fundet død på et hotelværelse i Florida. Sagen om hende fortsætter det næste lange stykke tid.