Du har lige set en lækker ny telefon, der kan meget mere end din gamle og lige passer til præcis dit øre. Men ak, der går en måned eller seks uger, før du kan få lov at bruge den, fordi dit teleselskab holder fast i dig med næb, kløer og håndjern.
Nej, ikke længere. En ny EU-regel gør det nemlig muligt at flytte selskab på kun én dag, og du får lov til at beholde dit gamle nummer.
Det vil dermed blive lettere at cykle rundt mellem selskaber og følge de tilbud, den man har lyst til.
Morten Løkkegård er en af de politikere, der har været med til at gennemføre forslaget i EU Parlamentet, han sidder i Indre Marked-udvalget, der arbejder for bedre forbrugerrettigheder.
"Vi er jo mange, der har haft en mistanke om, at det (at skifte, red.) bare er at trykke på en knap - hvor lang tid kan det tage? Og de undskyldninger, man har hørt om, at der skulle være administration og så videre, har været lidt svære at forstå. Men det kan altså godt lade sig gøre, bare man sætter vilje bag," siger Løkkegård om den nye regel.
Selvfølgelig skal man stadig overholder bindingsperioder eller kontrakter med sit teleselskab - hvis du for eksempel har købt en telefon på afbetaling eller som del af en abonnementspakke, skal du blive ved med at betale det, som aftalt.
Men der er ikke længere krav om, at du dermed ikke kan flytte dit nummer og betale til et andet selskab samtidigt.
Selskaberne skal sende dig og dit nummer direkte over til det selskab, du ønsker, i løbet af en arbejdsdag, hvor der før ingen regler var, og sagsbehandlingstiden på en flytning kunne tage op til seks uger.