Lønmodtagere kan se frem til at få flere penge, hvis de fyres ulovligt. Det skyldes en ny afgørelse fra Skatterådet. Den siger, at godtgørelserne ikke skal beskattes, skriver Fagbladet 3F.
Omvendt bliver straffen hårdere for de arbejdsgivere, der bryder reglerne. De kan ikke længere trække udgiften til den slags godtgørelser fra i deres skatteregnskab.
Samlet set har den nye afgørelse ingen betydning for det offentliges skatteindtægter. De får lidt mindre fra lønmodtagerne og lidt mere fra arbejdsgiverne. Men der lægges hårdere pres på virksomhederne for at overholde reglerne.
I en sag med en gruppe piloter, der var afskediget efter alder, trak arbejdsgiver skat af deres godtgørelse.
Piloterne klagede til skatterådet, der traf en usædvanlig afgørelse. Skatterådet underkendte SKAT.
Advokat Bo Lauritzen fra advokatfirmaet SJ Law i København er overrasket over afgørelsen.
- Den får betydning på flere områder. Også for gravide, der fyres, fordi de venter barn. De har hidtil betalt skat af den godtgørelse, som arbejdsgiveren betaler for at have overtrådt reglerne. Nu må de kunne få pengene skattefrit, forklarer Bo Lauritzen