Alvoren var gået op for gæsterne. De vidste godt, at uden sejr i dag kunne Lyngby næsten synge Sååå...' uuuu....'!!!
Alligevel gik det galt for bolsjestriberne fra Nordjylland. 28 minutter spillet. 1-0 til hjemmeholdet på mål af David Boysen.
Det fik AaB til at vågne lidt mere op. Tre hjørnespark i træk, men effektivt som en kommunistisk femårsplan. Og det blev til pause uden blafrende netmasker.
I anden halvleg tog AaB sig endelig aldeles sammen. Pludselig viste de, at man faktisk godt kan spille fodbold nordenfjords, og efter 73 minutter gav det endelig gevinst. Anders Due udlignede til 1-1.
Men AaB ville have alle tre point med hjem, og det var som om, Lyngby godt kun lugte, at det bar den vej. I hvert fald fik målmand Rune Pedersen et gult kort, da han for syttende gang trak tiden ved et målspark.
De nåede det dog, gæsterne fra Aalborg. I overtiden headede Kjetil Wæhler den i mål. 2-1, og med Esbjergs sejr er der pludselig atter spænding i bunden af Superligaen.