Chefer i dyre sportsvogne og firehjulstrækkere risikerer året ud at blive stoppet af kontrollører fra Skat.
"Der kommer flere aktioner over hele landet mod direktører, der kører i firmabiler uden at blive beskattet af det," fortæller projektleder Mikael Pedersen fra Skat til Newspaq.
Fire timers razzia på Strandvejen nord for København Kristi Himmelfartsdag gav over ti millioner kroner på blot fire timer.
"Der er mange penge at hente på området. Hvis en bil koster to millioner kroner, så er det 400.000 kroner, som direktøren så skal betale skat af," siger Mikael Pedersen.
Og tallene tyder på, at svindlen med luksusbiler er steget voldsomt på kun et år.
Kristi Himmelfartsdag stoppede Skat 271 biler, hvoraf 119 viste sig at være registreret som firmabiler.
Og af de sager har Skat valgt at se nærmere på de 49.
Dermed er det 41 procent af bilisterne i firmabiler, der risikerer et skattesmæk. Sidste år var det kun 25 procent.
"Vi oplever konstant, at der er mange af de fine biler på hvide plader, som direktøren ikke betaler skat af. Derfor er det blevet et decideret fokusområde," siger projektleder Mikael Petersen fra Skat til Newspaq.
Snyderne er typisk direktører eller familien, der kører rundt i den firmabetale bil.
"Ofte er det sådan, at hvis selskaberne har en større bilpark, så er alle de menige medarbejderes forhold korrekte. Problemerne er hos direktørene," siger Mikael Petersen.
Erfaringer med de firmabetalte luksusbiler på hvide plader stammer fra kontrolaktioner mod biler på gule plader, hvor Skat også har konstateret omfattende svindel.