I Odense er det en god idé at bruge sin Pinsesøndag på at lede efter biller på flugt.
Den lille fyr er kun 2,5 - 3,5 cm lang, men den har kæber som jern, og larven kan ødelægge hele træer ved at gnave dem i stykker indefra.
Det var en familie i Odense, som i går opdagede den farlige bille, en såkaldt citrustræbuk, på deres ahorntræ i haven. De slog den straks ihjel, men opdagede så to "skudhuller" i barken fra to andre dræberbiller, der var stukket af.
I Plantedirektoratet er man meget opsat på at få de to forslugne bæster fanget hurtigst muligt. Når de først har etableret sig, er de nemlig meget svære at komme af med, forlyder det. De kan derfor udgøre en alvorlig trussel for skovbrug, planteskoler, private haver og landskabet i Danmark.
Derfor sætter Plantedirektoratet to iPods på højkant til de gæve billejægere som lykkes med at få ram på dræberbillerne.
Citrustræbukken kan angribe mange forskellige løvtræer, blandt andet ahorn, pil, poppel, æble og pære. Billerne kan gøre stor skade på træerne, fordi larverne gnaver i stammer og i rødder. Her gnaver de tunneller, som ødelægger vandtransporten i planterne og gør dem mere modtagelige for sygdomme.
Det er første gang, at dræberbillen er på visit i Danmark. I Norditalien har træbukken siden 1996 hærget et område på 100 km2, og her har man meget svært ved at få bugt med de forslugne gnave-biller.
Billerne trives bedst i det varmere klima i Sydøstasien, hvor den oprindelig stammer fra. Billen er blevet importeret til Europa gennem bonsaiplanter. I Danmark vil billerne være tre år om at etablere sig, så der er grund til at være på vagt, hvis ikke de to udbryderbiller på Fyn bliver fanget hurtigt.
Billerne er nærmere bestemt løs i Næsbyhoved - Broby (Langkærgårdsvej). Plantedirektoratet vil helst have billerne levende, så prøv at fange dem i et syltetøjsglas eller lignende. Kontakt Plantedirektoratet, hvis du får fat på en eller begge træbukke.