Et flertal på Christiansborg vil hæve politikernes egen pensionsalder, så den flugter med den almindelige folkepensionsalder.
Men på samme tid er der vedtaget en ny fidus.
Den giver både ministre og folketingsmedlemmer mulighed for at lade sig ’førtidspensionere’ op til fem år før folkepensionsalderen på vilkår, som er langt mere gunstige end dem, der gælder for almindelige danskere.
Det viser et notat fra Moderniseringsstyrelsen under Kristian Jensens (V) finansministerium, skriver Ekstra Bladet.
Hvis politikeren eksempelvis vælger at gå på pension tre år før folkepensionsalderen, bliver hans eller hendes pensionsudbetaling reduceret med 6 procent.
Vælger en almindelig dansker at gøre det samme, får han eller hun en reduktion på cirka 20 procent.
Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, kalder udmeldingerne fra forligspartierne bag pensionsaftalen, Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale, for manipulerende.
- Tallene viser meget tydeligt, at den lille finte, man har lavet med muligheden for selvvalgt førtidspension, er langt mere lukrativ for ministre og folketingsmedlemmer end muligheden for mennesker med en almindelig arbejdsmarkedspension, siger han til Ekstra Bladet.