Det norske forsvar er på den anden ende, efter norske soldater fra den såkaldte Telemark bataljon har udtalt, at det er bedre at være i krig end at have sex.
"Det lyder måske fjollet, men det er bedre end at kneppe. Når du er på slagmarken, er det dig eller fjenden," siger soldaterne til det nye norske mandeblad, Alfa.
Desuden siger soldaterne, at de ikke er taget til Afghanistan for at redde verden, men for at dræbe og opleve en god krig. En af bataljonens chefer konstaterer også, at han ikke reflekterer specielt meget over at slå ihjel.
Den norske hærs ledelse tager skarpt afstand fra de udtalelser, soldaterne er kommet med.
"Denne holdning til at tage liv, til hævn og værdighed kan jeg absolut ikke forestille mig. Sådanne holdninger er vi nødt til at træffe foranstaltninger for at forebygge," siger generalinspektør for hæren, generalmajor Per Sverre Opedal, til VG Nett.
Soldaterne sammenligner i øvrigt deres oplevelser med den omstridte danske film, Armadillo.