Otte norske dykkere har nu afsluttet dagens eftersøgning af de fire danske unge mænd, som er forsvundet ved Mandal i det sydlige Norge. Myndighederne har opgivet at finde danskerne i live.
Og eftersøgning efter ligene gav heller ikke noget resultat.
Hvorvidt dykkerne genoptager arbejdet i morgen bliver afgjort senere i aften. Det oplyser TV 2 News.
Tidligere i dag ankom de to overlevne efter skibbruddet til Danmark, hvor de blev genforenet med deres venner og pårørende.
De seks århusianere kæntrede i deres båd onsdag eftermiddag.
Efter et døgns eftersøgning med flere hundrede redningsfolk, op mod 30 skibe og fire helikoptere, opgav de norske myndigheder torsdag aften at finde de fire danskere i live.
De fire danske mænd er 22, 23, 24 og 25 år.