Stortingsvalget er gået i gang i Norge, og alt tyder på meget tæt løb mellem den rødgrønne regeringsblok og den borgerlige opposition.
Den seneste meningsmåling, der blev offentliggjort under den sidste partilederdebat lørdag aften, viste et borgerligt flertal på 87 mandater mod regeringsblikkens 82.
Statsminister, Jens Stoltenberg, lagde ikke skjul på, at han havde stemt på sit Norske Arbeiderparti, da han søndag eftermiddag kom ud fra valglokalet på Uranienborg Skole i det centrale Oslo, skriver politiken.dk.
Det højreorienterede Fremskrittspartiet fylder meget i det politiske landskab i Norge, men det tyder alligevel ikke på, at nordmændene vil godtage partiets politik i stemmeboksen. Valgeksperter mener nemlig, at Arbeiderpartiet og det konservative Høyre bliver valgets store vindere.
Over 3,5 millioner norske statsborgere har stemmeret til Stortingsvalget. Heraf er 29 procent over 60 år, mens kun 3,7 procent er førstegangsvælgere. Over halvdelen af de stemmeberettigede er kvinder, som totalt udgør 51 procent.
Kl. 21.00 i aften lukker de norske valgsteder.