Ukendte gerningsmænd forsøgte i nat at sænke et hvalfangerskib i byen Svolvær i det nordlige Norge.
Det oplyser det norske Dagbladet.
Gerningsmændene åbnede en ventil, der i løbet af nogle timer ville have sænket skibet - men ejeren opdagede, hvad der var ved at ske, og fik lukket for vandet igen.
Ifølge avisen tyder meget på, at politiet og skipperen vidste, hvad der var ved at ske. Men de ønsker ikke at oplyse, hvor de havde deres informationer fra.
Politiet bekræfter dog, at der var tale om en aktion rettet mod hvalfangst.
Det er ikke første gang, at norske hvalskibe bliver forsøgt sænket. Sidst det skete var i august 2007, hvor et andet skib i Svolvær blev forsøgt sænket med samme metode.