Norge er i chok efter to voldsomme terroraktioner i og omkring Oslo.
I eftermiddag sprang en bombe i en regeringsbygning centralt i hovedstaden, og få timer efter gik en mand amok med et automatvåben på en ølejr for unge socialdemokrater nord for Oslo.
Politichef Sveinung Sponheim bekræfter her til aften, at man har anholdt en norsk 32-årig statsborger, som menes at have forbindelse til begge hændelser.
Manden, forklædt som politimand, blev pågrebet på øen.
Politiet melder om i alt 17 døde - 10 fra øen Utøya og syv fra bombesprængningen i Oslo. Yderligere ti er hårdt sårede efter eksplosionen, og politiet forventer at finde flere døde på øen i takt med, at man får den gennemsøgt.
Politiet har fundet flere ueksploderede bomber på øen, men om gerningsmanden har arbejdet alene, kan man ikke sige mere om her til aften.
Sveinung Sponheim forklarer, at den 32-årige er dialogvillig, men at man fortsat ikke kender hans motiv for forbrydelsen.
Det er blandt andet gerningsmandens tøj, som gør, at politiet er sikker på, at han har været til stede ved begge hændelser.
Norge har modtaget tilbud om hjælp fra flere lande - heriblandt Danmark - men man har endnu ikke takket ja til disse tilbud.
De norske grænser er hertil aften blevet sat under skærpet kontrol.