Det norske fodboldforbund indgik en lukrativ aftale med betalingskanalen C More for to år siden.
Men aftalen viser sig nu at have en skyggeside, for der er ikke mange nordmænd, der har mulighed for at se C Mores kanaler.
Det betød ifølge Bergens Tidende, at kun 14.000 seere fulgte med bag skærmen, da Vålerenga og Strømsgodset spillede Eliteseriens hovedkamp i lørdags.
Det ærgrer sportschefen Bjørn Taalesen fra TV2 Norge.
- De traf et valg, da de øgede antallet af kanaler på betalings-tv, men den vigtigste beslutning var at give betalings-tv hovedkampen. Så har man truffet en afgørelse om, hvor meget opmærksomhed, man ønsker, siger Taalesen på vg.no.
C More betalte hele 1,2 milliarder for hovedrettighederne til Eliteserien i fire år. Og kanalchef Steinar Brændeland er trods seertallene fortsat godt tilfreds med handlen, blandt andet fordi man oplever stor vækst i salg af abonnementer.
Han siger, at seertalsmålinger på betalingskanaler er behæftet med stor usikkerhed, og fremhæver desuden, at det er det norske fodboldforbund, der har sammensat rettighedspakkerne.
Han overvejer, om man for en periode skulle gøre fodbolden mere tilgængelig for alle nordmænd.
- Som en del af et markedsføringstiltag overvejer vi at åbne for udsendelserne på en gratiskanal, enten for en dag eller en weekend, men det ligger endnu ikke fast, om det bliver i foråret eller til efteråret, siger han til vg.no
/ritzau/