23 point og nr. otte. Status for FC Nordsjælland ved afslutningen af efterårssæsonen i SAS Ligaen. Godkendt ifølge klubbens indehaver, Allan K. Pedersen.
Men status er godkendt og kun godkendt, jublen udebliver i Farum. For især på tilskuerfronten har Allan K. Pedersen ønske om noget mere.
"Jeg er godt tilfreds med, at vi har en tilskuerfremgang på 20-25 procent, men vi mangler stemning. Handskerne er ikke kommet af. Det er jo nordsjællændere, der klapper, og det gør de med handsker på," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Desuden er det de forkerte kampe, som Farum-folket har vundet. FC Nordsjælland har slået gode hold på udebane og tabt til mindre gode hold på hjemmebane.
"Hvad kunne det ikke være blevet til, hvis det havde været omvendt?," funderer Allan K. Pedersen over for Newspaq.
Der er fire point op til Brøndby på femtepladsen, og de fire point havde givet tre millioner kroner ekstra på bankbogen. Newspaq erfarer, at hver placering er cirka en million kroner værd i forhold til tv-penge-udbetaling efter første halvsæson.
Og der skal nemlig penge til, hvis FC Nordsjælland skal have truppen forstærket. Samt folk ud.
"Det er nogle stykker, som vi gerne vil af med, og kommer de ud, kommer der nye ind. For der er flere pladser, vi gerne vil have forstærket," siger Allan K. Pedersen. Hvilke spillere, der helst skulle forsvinde, vil han dog ikke sætte navn på.