Om allerede 20-30 år kan Nordpolens is helt forsvinde. Det siger polarforskere, som slår alarm blot to måneder før klimatopmødet i København.
Prognosen kommer fra en forskergruppe under professor Peter Wadhams fra Cambridge University i Storbritannien, skriver dr.dk.
Forskerne baserer deres forudsigelser på data, der er indsamlet under en ekspedition under ledelse af den britiske opdagelsesrejsende Pen Hadow.
"Det er et konkret eksempel på globale ændringer," siger Peter Wadhams.
Han skønner, at Nordpolen vil blive betragtet som åbent hav i løbet af blot 10 år.
Den britiske miljø- og klimaminister, Ed Miliband, siger i en kommentar til den nye forskning, at den styrker argumentet for, at der bør opnås en ambitiøs klimaaftale i København i december.
I følge Peter Wadhams er det den såkaldte førsteårsis, der er mest sårbar. Men også is, der er dannet over flere år, skrumper hurtigere nu.