Mængden af is forsvinder med en utrolig fart omkring ishavet, melder forskere fra universitetet i Bremen, Tyskland.
Forskerne opdaterer dagligt et satellitkort over isen, og denne sommer er det gået stærkere end nogensinde, advarer de.
Satellitbillerne fra i torsdags afslørede, at der ikke har været mindre is i ishavet, siden man begyndte måle den i 1972. Faktisk pointerer forskerne, at der med al sandsynlighed ikke har været så lidt is omkring Nordpolen i løbet af de sidste 8000 år.
De tyske forskere påpeger samtidigt, at den eneste forklaring er menneskeskabt global opvarmning.
"Isens tilbagetog kan ikke længere forklares ud fra en naturlig variation i forhold til vejrets indflydelse", siger Georg Heygster til den britiske avis The Guardian.
"Ud fra vores modeller er det tydeligt, at dette er en af konsekvenserne af den menneskeskabte, globale opvarming, der har globale konsekvenser."
Fortsætter udviklingen, vil polerne være isfrie i sommermånederne om 30 år. Det vil i så fald være omkring 40 år før forventet. Sidst det skete er 125.000 år siden.
Det amerikanske sne og isdata-center, der også overvåger issmeltningen, har endnu ikke udgivet data fra deres satellitfotos. De forventes at vise samme udvikling.
Kilde: Kilde: