Nordpolen skal tilhøre Danmark.
Det er i hvert fald en ny politisk strategi, skriver Dagbladet Information.
Det fremgår af nogle papirer fra en fælles dansk-grønlandsk-færøske strategi for de næste 10 års udvikling i Arktis, der ventes offentliggjort i juni. Papirer som Information er i besiddelse af.
"Kongeriget ventes at gøre krav på kontinentalsoklen ved fem områder omkring Færøerne og Grønland, heriblandt selve Nordpolen."
Sådan lyder det blandt andet i de endnu ikke offentliggjorte papirer.
Det er således første gang, det vil være officiel, dansk politik at kæmpe for Nordpolen med for eksempel Rusland og andre nationer med interesse i Nordpolen.
Ifølge avisen gemmer der sig sandsynligvis ikke olie og gas af betydning. Det er uvist, hvorfor regeringen ønsker at få fingrene i området.
Den nye arktiske strategi vil også binde en eventuelt ny S-SF-regering i tilfælde af et regeringsskifte.
Kilde: Information