6,7 liter rent sprit. Det er hvad nordmændene i gennemsnit kører ned om året. Det er en stigning på en liter i forhold til for bare seks år siden.
Og det kan ses i sundhedsstatistikkerne. Siden 1998 er antallet af hospitalsindlæggelser med skrumpelever og alkoholiske leversygdomme steget med 92 procent. Det viser en undersøgelse, som avisen Bergens Tidende har foretaget og offentliggjort i dag.
For mænds vedkommende er der sket en fordobling, mens det er lidt mindre for kvinderne. I alt blev 900 personer indlagt med skrumpelever i 2008.
Eksperter er ifølge avisen ikke overraskede over udviklingen, da nordmændene er begyndt at drikke mere og oftere.