Nordkorea forlader de aftaler, landet har med Sydkorea om ikke at angribe hinanden. Samtidig bliver en hotline til naboerne i syd afbrudt.
Det sker timer efter, at FN's Sikkerhedsråd har vedtaget nye skrappe sanktioner mod landet, der for nylig gennemførte sin tredje atomprøvesprængning.
Nordkorea "ophæver alle ikke-angrebs-aftaler, der er opnået mellem nord og syd," lyder det fra den statsstyrede Komite for Fredelig Genforening af Korea i en meddelelse.
- Landet meddeler den sydlige del, at det med det samme vil afbryde nord-syd-hotlinen, lyder det videre ifølge det officielle nordkoreanske nyhedsbureau.
Nordkorea har tidligere truet med at opsige den våbenhvile, som Nord- og Sydkorea indgik i 1953.
Nord- og Sydkorea er teknisk set stadig i krig med hinanden, efter at Koreakrigen endte med en våbenhvile i stedet for en fredsaftale i 1953.
I alt kostede krigen cirka tre millioner mennesker livet - størstedelen af dem var civile.
/ritzau/AFP