En samlet analyse af data fra Danmark, Norge og Sverige peger på frosne jordbær som smittekilde til det udbrud af hepatitis A, der har været siden november, i de fire nordiske lande.
Statens Serum Institut finder det således "overvejende sandsynligt" at frosne jordbær er smittekilden til udbruddet.
Det har indtil nu dog ikke været muligt at bestemme præcis hvilken producent eller oprindelse, der er tale om. Sagen efterforskes i tæt samarbejde de fire lande imellem og i Danmark foretages efterforskningen i regi af Den Centrale Udbrudsgruppe.
Fødevarestyrelsen anbefaler dog af sikkerhedsmæssige hensyn fortsat at give alle frosne bær et opkog på mindst et minut før de bruges i smoothies, som kagepynt eller til desserter, som ikke bliver varmet op.
Lige nu er der tilsammen 91 tilfælde i de fire lande, heraf er cirka halvdelen bekræftet samme type hepatitis A. I Danmark er der 52 tilfælde.
Hepatitis A er en form for leverbetændelse, man sædvanligvis får ved rejser til udlandet eller i forbindelse med person-til-person smitte blandt personer med tæt kontakt, for eksempel i institutioner eller familier.
Kendetegnende for patienterne i Danmark og i de tre øvrige nordiske lande er, at de på smittetidspunktet ikke har været ude at rejse.
/ritzau/