Det er forhandlerne, der har det hårdt. Derfor skal vi vise, at vi står bag dem, siger den utrættelige aktivist, som tilbragte en kold nat foran Forligsinstitutionen med at heppe på Dennis Kristensen, Flemming Vinther og de andre topforhandlere.
Hun har næsten ikke sovet de sidste mange dage. Hun har frosset. Og hun har råbt så meget, at stemmen efterhånden er slidt tynd.
- Giv mig et N, giv mig et O, giv mig et K: "Nok er nok! Nok er nok," har Nina Palesa Bonde skrålet i flere uger foran Forligsinstitutionen i det indre København.
Der har overenskomstforhandlingernes topforhandlere lagt arm siden starten af marts, og den unge djøf'er og dommerfuldmægtige har ikke veget fra deres side undervejs.
Men selvom Nina Palesa Bonde er udmattet, er hun klar til at heppe på forhandlerne igen fredag formiddag, når overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte går ind i den allersidste fase. Og kvinden, der har gjort sig bemærket ved trofast og energisk at stå og råbe slagord for Dennis Kristensen og Flemming Vinther og imod Sophie Løhde og Michael Ziegler foran Forligsinstitutionen, vil fredag blive der til den bitre ende.
- Vi bliver stående uafbrudt, indtil de er færdige, siger Nina Palesa Bonde til Avisen.dk.
- Vi vil vise forhandlerne, at vi står bag dem. Det er dem, der har det hårdt. At jeg bliver hæs, betyder mindre.
Hotelansatte kom med varm kaffe
Nina Palesa Bonde, som til daglig er dommerfuldmægtig i Københavns Byret, har ikke tal på, hvor mange timer hun i alt har brugt omgivet af demonstranter foran Forligsinstitutionen.
Men det længste stræk har uden tvivl været natten tirsdag til onsdag i denne uge - skæbnenatten, som hun kalder den - hvor de intense forhandlinger endte med, at forligsmand Mette Christensen valgte at udskyde konflikten endnu engang.
Nina Palesa Bonde var vågen 36 timer i træk.
- Det mest sindsyge var at opleve sammenholdet og opbakningen. Vi frøs, da vi stod der natten til onsdag, men så kom der kaffekander fra et hotel, der ligger lige ved siden af, og naboerne tilbød, at vi kunne låne deres toiletter. Folk kom med slik og varme tæpper. Men det, der virkelig varmede, var at mærke støtten. Også fra folk, som ikke selv er en del af konflikten, fortæller hun.
LÆS MERE: OK18's skæbnetime: Offentligt ansatte venter foran Forligsen natten over
Tårer i øjnene
Hun og de andre aktivister valgte at blive foran Forligsinstitutionen for at give Dennis Kristensen, Anders Bondo Christensen og lønmodtagernes øvrige topforhandlere opbakning.
- Det var tydeligt, at det rørte dem, at de kunne se os stå med tændte stearinlys. Flemming Vinther stod i vinduet og kiggede ud på os, og jeg fik bagefter at vide, at han havde fået tårer i øjnene. Man kender jo det der med, at man kan være i en hård situation, og når der så pludselig kommer anerkendelse fra et andet menneske, så rammer det lige i hjertet, siger Nina Palesa Bonde.
Alle faggrupper oplever, at skruen er blevet strammet
Selv synes hun, at det bedste, der er kommet ud af det hele, er de mange personlige beretninger, hun har fået fra forskellige offentligt ansatte med vidt forskellige job.
- Når man hører fra mennesker i med vidt forskellige arbejdspladser fortælle om, hvordan deres arbejdsvilkår er blevet dårligere, så kan man se et mønster. At skruen er blevet strammet for meget i vores velfærdsstat, siger hun.
Og netop det, at alle faggrupper står sammen skulder ved skulder, understreger hun, er det vigtigste.
- Vi står der med skilte og knaldgule arbejdsveste og råber. Nogle er blevet overraskede, når de finder ud af, at jeg er DJØF'er, men styrken ved det her er jo, at vi er en stor samling, siger hun og tilføjer, at hun kan lære meget af de mere rutinerede demonstranter.