Nigerias befolkning vokser langt hurtigere, end der er økonomisk grundlag for. Landet er i forvejen Afrikas mest folkerige stat og risikerer nu at ramle ind i en demografisk katastrofe.
Fire ud af ti nigerianere er under 14 år, og deres fremtidsudsigter er dystre.
For selv om Nigeria er et af verdens rigeste olieproducerende lande, og pengene siden 1970'erne er strømmet ind, er overskuddet fra handlen med det sorte guld ikke blevet brugt til at udvikle samfundet socialt og økonomisk og ruste Nigeria til fremtiden.
Derfor er der udsigt til social uro, borgerkrig og opløsning, når Nigerias befolkning i de næste år vil vokse eksplosivt. Nigeria har i dag 150 millioner indbyggere, men det tal ventes at være vokset med 63 millioner i 2050.
Advarslen kommer fra den internationale organisation British Council, skriver dr.dk.
Organisationen beskriver Nigerias befolkningstilvækst som en tidsindstillet bombe, der blot venter på at sprænge samfundet i stumper og stykker.