En tragedie har ramt græsk og nigeriansk fodbold efter 25-årige Olubayo Adefemi i dag døde i en voldsom bilulykke.
Den nigerianske forsvarspiller, der var på kontrakt i den græske klub Skoda Xanthi, omkom i dag, da han mistede kontrollen over sin bil på Egnatia motorvejen tæt ved byen Kavala.
Han var på vej for at arrangere de sidste detaljer før sit bryllup i hjemlandet. Det skriver BBC.
Olubayo Adefemis død ryster den tidligere Brøndby-angriber Chris Katongo, der var holdkammerat i Skoda Xanthi.
"Det var en rigtigt god dag, hvor alle spillerne grinede og lavede jokes, men så kom træneren og fortalte, hvad der er sket. Alle er i chok lige nu," siger Katongo ifølge BBC.
Tragedien rammer den tidligere Brøndby-spiller ekstra hårdt, fordi Adefemi var en meget nær ven.
"Selvom jeg taler lige nu, er jeg i chok og tror det er en dårlig vittighed, men det er virkeligt. Jeg kan ikke tro det. Han var et godt menneske. Han elskede sjov og ballade, det er derfor, han kom så godt ud af det med alle mennesker. Han var som en bror for mig, da jeg startede i klubben, tog han godt i mod mig, og vi delte værelse," siger Chris Katongo.
Dødsulykken kan skyldes, at vejen var våd af regn.
Skoda Xanthi arrangerer nu en mindekamp, hvor Adefemi bliver hyldet.
Nigerianeren kom til græsk fodbold fra Rapid Bucharest i Rumænien. Han repræsenterede sit land ved OL og på landsholdet.
Kilde: BBC.