Nicklas Bendtner når måske alligevel at blive klar til Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Albanien i Parken onsdag. DBU oplyser i en pressemeddelelse, at Arsenal-angriberen trænede med resten af truppen og blev testet tirsdag formiddag.
I lørdags måtte Bendtner lade sig udskifte efter mindre end 30 minutter på banen under kvalifikationskampen mod Malta. Og han missede træningen både søndag og mandag.
I formiddags indtog han så igen træningsbanen på Helsingør Stadion, og han deltog i det meste af træningen. Der er altså tale om en betydelig fremgang, selvom han endnu ikke er meldt 100 procent klar.
Den danske trup har i det hele taget været mere plaget af skader, end de danske roligans kunne ønske sig.
Daniel Jensen har problemer med sin achillessene, og Lars Jacobsen fik et trælår, mens Christian Poulsen pådrog sig et slag mod venstre ankel under kampen mod Malta.
Alle tre meldes dog klar til kampen onsdag aften.