Alle 3-kunder på Sjælland samt nogle på Fyn og i Jylland har i dag haft usædvanligt tavse telefoner.
Et nedbrud på et elværk i Sverige er nemlig medvirkende til, at 3's netværk har været nede siden kl. 14 tirsdag eftermiddag, og ingen ved, hvornår det kommer op at køre igen.
"De knokler derudaf på at få det op at køre igen, men vi kan desværre ikke give nogen prognose" siger kommunikationschef Stine Green Paulsen fra 3 Danmark.
Dem, der knokler, er 3's teknikere i Sverige. Det er nemlig her problemet er opstået, da et kraftværk måtte lukke for strømproduktionen. Kraftværket er i gang igen, men det tager altså tid at få netværket op at køre igen, forklarer Stine Green Paulsen.
Nedbruddet går ud over alle kunder på Sjælland og en del på Fyn og Jylland.
Indtil der igen er kontakt til 3-mobilerne, opfordrer Stine Green Paulsen kunderne til at gå ind på 3's hjemmeside og følge status på nedbruddet.