Ham gemmer sig i en stor vinterjakke. Men måske er der alligevel nogle, der genkender manden på fotoet, som Sydjyllands Politi har sendt ud i dag i håb om, at det kan hjælpe dem med at finde frem til den gerningsmand, der fredag i sidste uge begik et røveri mod en Netto-butik i Brørup ved Vejen.
Røveriet fandt sted klokken 19.37. Manden var bevæbnet med en kniv (se foto nederst i artiklen).
Manden flygtede efter røveriet fra Netto i retning af parkeringspladsen ud for Saxo Bank i Brørup.
Han beskrives som: Yngre. Taler dansk uden påfaldende accent eller dialekt. Lys af hudfarve, ca. 170—180 cm høj, almindelig til spinkel af bygning, iført mørk/sort vinterjakke med pels på hætten og med sorte bukser og sorte sko med lys sål eller sålkant. På oversiden af skoene en lys aftegning.
Hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte lokalpolitiet i Vejen på telefon 114.

Røveren blev fanget på Netto-butikkens overvågningskamera. Foto: Sydjyllands Politi

Røveren var bevæbnet med en kniv, der er identisk med denne. Foto: Sydjyllands Politi