Der faldt en MTV-pris af til danske Nephew under musikkanalens prisuddeling torsdag aften.
Bandet var sammen med Dúnè, Volbeat, Suspekt og Trentemøller nomineret til Bedste Danske Band ved MTV Music Award, der i år løb af stablen i München.
Blandt de lidt større priser løb den canadiske sangerinde Avril Lavigne med to af dem - hun fik således priserne for mest vanedannende sang og mest eftertragtede soloartist .
Årets Album blev Nelly Furtados Loose , mens Linkin Park vandt prisen for Årets Band.
På scenen gjorde ikke mindst sangerinden Amy Winehouse sig bemærket ved endnu engang at fremføre sit store hit Rehab snøvlende og lettere usammenhængende.
Snoop Dogg var vært ved tv-showet, der sidste år fandt sted i København.