Nephew har underholdt på festivaler og endagsarrangementer de sidste par måneder, og når sommer bliver til efterår, tager bandet på sin egen turné.
Det hele begynder i Vega i København den 29. oktober, mens der er afdansningsbal en måned senere den 28. november i Rønne, skriver gaffa.dk.
Turen rundt i landet bringer Nephew til 16 forskellige byer, og billetter kan erhverves fra mandag den 31. august.
Nephew er pladeaktuelle med 'Danmark Danmark,' der i flere medier er blevet betegnet som en fornem og vellykket udgivelse.
Pladen er bandets fjerde, selvom det kun er de tre sidste, der har fået bred opmærksomhed i Danmark.
Forsanger Simon Kvamm var for nylig blandt de aktive musikere ved støttekoncerten for de afviste irakiske asylsøgere på Rådhuspladsen i København.