Det danske band Nephew med Simon Kvamm ved roret skal indspille den danske VM-sang med fodboldlandsholdet.
Når det danske fodboldlandshold til sommer drager mod Sydafrika for at kæmpe om VM-titlen, støtter Nephew op om Danmark med den officielle VM-sang, der på traditionel vis skal indspilles sammen med landsholdets drenge. Det skriver Gaffa.
Dermed skal det danske band leve op til de tidligere klassiske fodboldsange, der blandt andet er blevet indspillet af Savage Rose, Big Fat Snake, Dodo & The Dodos, Det Brune Punktum, Søren Poppe og Sofie Lassen-Kahlke samt Birthe Kjær, Safri Duo og mange flere.
Nephew har skrevet en sang med den engelske titel 'The Danish Way To Rock', men resten af sangen er dog på dansk.
Simon Kvamm lægger heller ikke skjul på, at han er kæmpe fodboldfan og har flere gange refereret til fodbold i sine sange, heriblandt hittet 'Superliga' og 'Dårlig Træning'.