Et godt stykke svin med sprød og saltet svær hører i mange danske hjem juleaften til.
Men det kan blive sværere end som så at få fat i den populære spise til årets julebord.
Tilsynsteknikerne på Danish Crowns slagteri i Sæby har nemlig valgt at nedlægge arbejdet på det, der normalt er årets travleste dag. Det skriver P4 Nordjylland.
Og det har gjort, at slagteriet, der slagter ca. 50.000 svin om ugen, kun slagter på halv kraft.
"Det giver os nogle meget store udfordringer med at nå at få flæskestegen ud til forbrugerne over hele Europa," fortæller Anne Willemoes, der er kommunikationsdirektør i Danish Crown.
Arbejdsnedlæggelsen skyldes, at tilsynsteknikerne er frustrerede over, at Fødevarestyrelsen har opsagt nogle lokalaftaler, og reglerne siger, at når en gris først er kørt af sted til slagtning, så må den ikke sendes tilbage til stalden.
"Så derfor oplevede vi i dag ved middagstid, at vi havde flere end 10.000 grise kørende rundt på landevejene, og dem manglede vi opholdssteder til," siger Anne Willemoes til P4 Nordjylland.
Danish Crown har ifølge hende brugt mange kræfter på at genåbne gamle stalde, hvor grisene forsvarligt kan blive opstaldet i nat.
Kilde: P4 Nordjylland