Dame N'Doye volder angiveligt ikke kun superligaens forsvarsspillere store problemer.
Også i det københavnske natteliv skaber den målfarlige FCK-spydspids tilsyneladende ballade. Det skriver Ekstra Bladet.
Den 26-årige senegaleser var nemlig angiveligt involveret i en voldsepisode på natklubben Zen i det indre København fredag nat, og derfor er han nu blevet politianmeldt for vold.
"Vi stod alle på dansegulvet med ryggen til hinanden, og der er da helt sikkert blevet skubbet lidt til hinanden fra begge sider. Men lige pludselig tog han fat i mig. Min skjorte blev ødelagt og den kvinde, han var sammen med, kastede en flaske i baghovedet på mig," fortæller den 18-årige Patrick, der har indgivet anmeldelsen, til Ekstra Bladet.
Efter episoden blev begge personer smidt ud på gaden, hvor tumulten fortsatte mellem en dørmand og de to gæster.
Selv tager Dame N'Doye dog anmeldelsen med relativ sindsro.
"Jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til at tale om det. Det må være politiets opgave at finde ud af, hvad der er sandt og falsk," forklarer han til Ekstra Bladet.
Kilde: Ekstra Bladet