Når det fryser om natten, så skal der saltes på vejene, så bilerne ikke skøjter rundt. Men nattefrosten kom i nat så meget bag på Vejdirektoratet, at de ikke fik beordret vejsaltningen i tide. Det resulterede i flere biluheld. Værst gik det ud over en 31-årig mand der mistede livet i en harmonikaulykke på motorvejen tæt ved Kolding.
"Vinteren er simpelthen kommet bag på os alle," fortæller kommunikationschef i Vejdirektoratet Mette Lundorf. Ifølge hende kom kulden så pludseligt, at Vejdirektoratet ikke nåede hurtigt nok ud:
"Vi har nogle måleinstrumenter i vejene og de viste i nat klokken to, at det ikke var koldt nok, derfor saltede vi ikke. Vi salter jo kun, når det er nødvendigt, for ikke at skade miljøet for meget," siger hun til Berlingske Tidende.
Men pludselig klokken to ændrede vejret sig meget pludseligt - og temperaturen faldt hurtigt:
"Det sker ind imellem, at hverken DMI eller vi når at opdage, at temperaturen falder så pludseligt fra den ene time til den anden," siger Mette Lundorf.
Hun anbefaler, at man som bilist holder sig orienteret over radioen, så man er klar over, hvor vejene er glatte.