Ofrene for diskoteksbranden i den russiske by Perm fortsætter med at bukke under på hospitalerne.
Antallet af døde er nu oppe på 136 - og 100 af de sårede diskoteksgæster er stadig indlagt.
Det oplyser Interfax ifølge BBC.
Branden opstod, da der blev affyret fyrværkeri indendørs på natklubben Lame Horse.
Fire personer - deriblandt klubbens ejer - er nu blevet sigtet i sagen om klubben.
Den russiske præsident Dmitry Medvedev har forlangt strenge straffe til alle skyldige i sagen.
Tirsdag besøgte premierminister Vladimir Putin Perm, hvor han i skarpe vendinger kritiserede de ansvarlige:
"Jeg kan bare ikke forstå, hvordan fyrværkeri kan blive brugt indendørs, når der tydeligt står på russisk: Må ikke bruges indendørs," sagde Putin.
Flere regionale sikkerhedschefer er blevet fyret efter branden. Og onsdag trådte hele den regionale regering i Perm, inklusive borgmesteren, tilbage.