En 16-årig tysk pige blev forleden smidt af toget i en iskold nat, fordi hun manglede to euro eller cirka 15 kroner til en billet.
Den 16-årige pige ville købe en billet til 5,10 euro af den kvindelige togfører, der forlangte 7,10 euro - men så mange penge havde pigen ikke. Togføreren gav sig ikke og smed pigen af toget ved 22-tiden, skriver dr.dk.
Derefter måtte hun tilbringe mere end en time ude foran en lukket stationsbygning, før hun blev hentet.
Ifølge Tysk Meteorologisk Institut skete det på årets koldeste nat med temperaturer på minus 19 grader i området.
Episoden er dog langt fra den eneste, og det har fået et ramaskrig til at runge gennem hele Tyskland.
Allerede i 2008 blev det indstillet over for Deutsche Bahns togførere, at de under ingen omstændigheder må sætte mindreårige af toget.