Efter politiet i går offentliggjorde billedet af den mystiske mand, der den 8. november styrtede i døden ved Møns Klint, har man fået et gennembrud i sagen.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Newspaq.
"En familie har med stor sikkerhed genkendt personen ud fra de billeder, der har været i avisen," siger Anders Mikkelsen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Dog mangler man stadig at lave en hundrede procent sikker identifikation. Det vil ske på mandag, når familien skal se liget af manden.
"Det er direkte konfrontation, hvor man er inde og se personen og kan bekræfte, at det er den person," fortæller Anders Mikkelsen.
Han kan ikke oplyse, præcist hvilke slægtninge, der har henvendt sig med informationerne om den mystiske mand.
Politiet vil ikke fortælle flere detaljer om den døde mand, før identifikationen på mandag er helt sikker.