Den kontroversielle forfatter Salman Rushdie kunne tirsdag fejre sin 60-års fødselsdag i London med adskillige nye dødstrusler hængende over hovedet.
Den britiske Dronning Elizabeth adlede i weekenden Salman Rushdie for hans forfatterskab, og det har bragt sindene i kog hos muslimer verden over. Den iranske udenrigsminister kaldte i mandags adlingen en »provokerende handling,« og i Pakistan udtalte ministeren for religiøse anliggender, at »selvmordsaktioner ville være forståelige«, mens vrede pakistanske demonstranter satte ild til Union Jack foran den britiske ambassade.
Professor Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet beskriver muslimernes vrede som forståelig, men også som potentielt farlig.
»De er vrede og føler, at adlingen er urimelig og en fornærmelse mod deres religion. Rushdie er efter deres opfattelse en person, der har fornærmet islam og profeten. Derfor reagerer de så voldsomt,« siger han. Rushdie i fare.
Storbritannien har optrappet de diplomatiske forbindelser, men som situationen ser ud nu, er det ifølge Jørgen Bæk Simonsen ikke utænkeligt, at demonstrationerne eskalerer, og at Rushdie er i reel fare.
»Salman Rushdie er indtil videre gået fri. Men jeg frygter, at nogle af de udsagn, som er kommet frem i denne sammenhæng, kan medvirke til, at personer uden den rette ballast kan forledes til drastiske handlinger,« lyder det fra professoren.