Når The Police i aften går på scenen på Vestereng i Århus, bliver det forhåbentligt en god oplevelse for publikum. Men for arrangørerne bliver aftenen til gengæld den dyreste havefest, de har holdt nogensinde. For få solgte billetter betyder, at koncerten med verdensnavnet giver Muskelsvindfonden et underskud på omkring syv millioner kroner.
»Vi har solgt cirka 40.000 billetter, og det er flot, men vi havde kalkuleret med omkring 45-50.000 betalende gæster, og det er lidt for optimistisk at tro, at vi kan nå dét mål inden i morgen aften (i aften, red.). Så vi får et underskud på nogle millioner,« siger formand for Muskelsvindfonden, Evald Krog.
Et mareridtsår
I det hele taget har 2007 været et mareridtsår for Muskelsvindfonden. Dårligt vejr og skidt fremmøde til Grøn Koncert og Åh Abe giver det største underskud i foreningens historie på samlet 13 millioner kroner.
»Vi har tabt lidt over fem millioner på Grøn Koncert i år og en million på Åh Abe. Så det har været en rigtig dårlig sommer,« siger Evald Krog, der ærgrer sig over, at satsningen med The Police ikke har givet pote, men han er optimist, når det gælder fremtiden.
»Det gør da ondt i kassebeholdningen, når man mister så mange penge. Men vi har lavet koncerter så længe, at vi ved, det vender igen. Og vi fortsætter som altid,« siger Evald Krog.
Allerede næste år vil Muskelsvindfonden igen forsøge at præsentere endnu et stort verdensnavn i Danmark på trods af årets fiasko.
»Vi er inde i den verden nu og skal også satse på store navne i fremtiden. Men vi fortsætter også med både Grøn Koncert og Åh Abe. Store koncerter vil stadig være en vigtig del af Muskelsvindfondens verden,« siger han.
Det kommer til at koste Muskelsvindfonden cirka syv millioner kroner at arrangere koncerten med The Police i aften.
Underskuddet skyldes et skuffende billetsalg på bare 38.000 ud af 50.000 billetter.
Samtidig har foreningen mistet penge på årets Grøn Koncert og Åh Abe.
Underskuddet bliver derfor omkring 13 millioner kroner på bare én sommer for Muskesvindfonden.