Skrevet i samarbejde med Anne Winther | anwi@avisen.dk
I øjeblikket kan en samling af Bob Dylans akvareller opleves på kunstmuseet i Chemnitz i Tyskland.
Og den amerikanske trubadur er langtfra den eneste musiker, der forsøger sig i kunstens verden. Herhjemme er Anne Linnet, Johnny Madsen og Lars H.U.G blandt de musikere, der har udskiftet mikrofonen med lærred og pensler og gjort deres entré på danske gallerier.
For nylig udstillede forsangeren i rockbandet Kashmir, Kasper Eistrup, ligeledes sine malerier på et galleri i København.
Nye udfordringer
Ifølge Tumi Magnússon, der selv er maler og professor på Kunstakademiet i København, er det en naturlig udvikling for mange musikere at eksperimentere med kunsten, selvom han ikke mener, at det altid er lige vellykket. Siden 60 erne har rockmusikere flirtet med kunstscenen med John Lennon og David Bowie blandt de mest succesfulde.
»Rockmusik og kunst har altid været inspireret af hinanden. Der er også mange kunstmalere, der laver musik ved siden af. For kunst handler om at eksperimentere, og det er spændende at udforske nye kunstformer, siger han.«
Den vurdering er lektor i samtidskunst Anne Ring Petersen enig i.
»Det at male ved siden af sin musikalske karriere kan uden tvivl kaste noget tilbage på den musik, man laver. Når man arbejder kreativt, har man også bedre mulighed for at udvikle sin kreativitet.«
Hverken Anne Ring Petersen eller Tumi Magnússon mener dog, at det er nok at være et kendt rocknavn for at få succes også på kunstscenen.
»For at være med i eliten kræver det, at man beskæftiger sig med det på fuldtid. Knud Odde er en af de få, der har vundet berettiget anerkendelse. Men hvis musikere blot har kunstmaling som hobby, har jeg svært ved at se, at de skulle blive bedre end dem, der dedikerer al deres tid til det,« siger Anne Ring Petersen.
Jacob Asbæk, der ejer Galleri Asbæk i København, lader sig heller ikke imponere, blot fordi signaturen på et maleri er kendt fra rockens verden.
Kvaliteten skal være god
»Jeg kunne aldrig drømme om at udstille en kunstner, hvis kvaliteten ikke var i orden. Og jeg kan ikke forestille mig en eneste musiker, jeg vil udstille, bortset fra Knud Odde. Men der er sikkert nogle smarte kunsthandlere, der synes, det er sjovt at udstille dem, fordi det sælger godt«.
David Bowie
Kasper Eistrup (Kashmir)
Paul Simenon (The Clash)
Knud Odde (Sort Sol)
Bob Dylan
Lars H.U.G
Luciano Pavarotti
Johnny Madsen
Anne Linnet
Peter A.G. Nielsen
John Voss (Kliché)
Leif Sylvester Petersen