Multikunsteren Peter Wendelboe, der med fotomanipulationer og skjulte indlagte beskeder i sidste uge kunne afsløre, at dokumentarbogen ’Den sidste aktion’ var rent fup og bedrag, er nu på vej til en kunstudstilling.
Det er Nordjyllands Kunstmuseum, der overvejer at lade de fotomanipulerede billeder indgå i en større udstilling med hovedtemaet fotomontage og billedmanipulation.
Udstillingen vil i øvrigt have den danske fotograf Marinus Keldgaard, der opererede i Paris i 1930’erne, i centrum.
Det kunne dermed se ud som om, at en blåstempling af det projekt, Peter Wendelboe selv kalder ’Pufedorf’, nu er på vej.
Museumsinspektør Birgit Hessellund, der står bag udstillingen, vil dog ikke løfte sløret for sin holdning.
»Det er endnu kun noget, vi overvejer. Derfor vil jeg ikke udtale mig om, hvorvidt projektet, Peter Wendelboe kalder for Pufedorf , er et kunstværk. Men jeg synes, at billedmanipulationerne er interessante, fordi det er et aktuelt emne, hvor der manipuleres med facts,« siger Birgit Hessellund.
Tyndt kunstværk
Peter Wendelboe betegner selv sin afsløring som et kunstværk – et stykke situationisme – der er sammenligneligt med Jørgen Nashs debatskabende historie om, at der var ham, der skulle have hugget hovedet af Den Lille Havfrue. Adjunkt i kunst- og litteraturhistorie på Københavns Universitet Mikkel Bolt Rasmussen mener modsat, at Peter Wendelboes projekt er lidt af en letvægter.
»Det er i orden, han kalder det for kunst, men det er altså lidt af en letvægter, hvis man sammenligner med Jørgen Nash og Jens Jørgen Thorsens værker. De havde nogle stærke kunst- og samfundskritiske budskaber, og de brugte nogle stærke nationale symboler som eksempelvis Den Lille Havfrue. Og det var altså noget, der kunne vække følelser i folk,« siger Mikkel Bolt Rasmussen.
Sjovt projekt
»Men Peter Wendelboe hænger værket op på to tvivlsomme forfattere, som ikke virker særligt troværdige og i øvrigt fremstår som ret marginale i forhold til den etablerede forfatterverden,« tilføjer han.
Til gengæld synes Mikkel Bolt Rasmussen, at Peter Wendelboes projekt er sjovt.
»Årsagen til at udstille projektet på et kunstmuseum vil nok nærmere være, at det er spektakulært og fascinerende med alle de konspirationsteorier, som Peter Wendelboe og forfatterparret beskæftiger sig med. Vi er altså mere ovre i en spøg- og skæmteffekt,« konstaterer han.