Mumificeret mandelig er en 53-årig eneboer.
Liget blev fundet af en hundelufter mandag i Præsteskov ved Værløse. Politiet går ud fra, at manden boede i skoven i 10-15 år. Men de mener ikke, at han har været udsat for en forbrydelse.
"Han har etableret sig derude. Men det var jo en rodebutik. Han boede i øjeblikket under flere forskellige paraplyer, der dannede et telt," siger vicepolitikommissær Finn Duris fra Nordsjællands Politi til eb.dk.
Om den 53-årige fik understøttelse er endnu uvist, men han har dog ikke været helt uden kontakt med samfundet.
"Han var ikke mere uden for samfundet, end at han har købt en ny cykel for nylig, som han har futtet rundt på. Vi har fundet en kvittering i hans lejr," fortæller Finn Duris.
Eneboerens søster har set et billede af liget, og politiet mener at have identificeret manden. Men der er dog stadig tvivl.
"Hun (søsteren, red.) har ikke set ham i tyve år, og det sætter sine spor, når man har levet ude i naturen i så mange år," forklarer vicepolitikommissæren.
Ud fra ligets tilstand vurderer Nordsjællands Politi, at manden har været død et par uger. Onsdag er der ligsyn, hvor mandens dødsårsag bliver slået fast.
Kilde: eb.dk