Det såkaldte F35 Joint Strike Fighter, der er i spil til at blive landets kommende kampfly, er blevet hacket.
Det fortæller USA's forsvarsminister, Robert Gates, der samtidig indrømmer, at store mængder information om flyets design og elektronik er havnet i de forkerte hænder.
Angrebet er sket over nettet.
"Hver eneste dag er vi under angreb i cyberspace," siger Robert Gates ifølge flere medier.
Han understreger dog, at der stadig er styr på de mest vitale informationer om flyet.
Ifølge amerikanske medier er hackerne sporet til Kina, men det officielle Kina benægter ethvert kendskab til sagen og kalder anklagerne for amerikanske koldkrigstanker.
Det er endnu ikke besluttet, hvilken producent der skal levere nye kampfly til det danske forsvar.