Den egyptiske præsident tager nu bladet fra munden efter de seneste dages blodige optøjer.
I et 30 minutter langt interview med ABC News' stjernereporter Christiane Amanpour giver Hosni Mubarak udtryk for, at han gerne vil træde tilbage.
"Han siger, han er dødtræt af at være præsident, og at han gerne vil trække sig nu. Men han kan ikke, siger han, af frygt for at det vil kaste landet ud i kaos," skriver Amanpour på sin blog.
Præsidenten siger angiveligt i interviewet, at han "aldrig vil flygte" fra Egypten.
"Jeg vil dø på egyptisk jord," siger han ifølge den verdensberømte journalist.
Hosni Mubarak giver også udtryk for, at han er ked af at se egypterne bekæmpe hinanden, men at han ikke bliver påvirket af sine modstanderes had.
"Jeg er ligeglad, hvad folk siger om mig. Lige nu bekymrer jeg mig kun om mit land. Jeg bekymrer mig om Egypten," siger han angiveligt.
Interviewet fandt sted i præsidentpaladsen, der er tungt bevogtet af bevæbnede tropper og kampvogne.
Her befandt også Hosni Mubaraks søn Gamal sig. Præsident fortalte, at han aldrig har haft til hensigt, at hans søn skulle efterfølge ham som præsident.