Fabrice Muambas familie er bekymrede for, om fodboldspilleren får en hjerneskade.
Den 23-årige Bolton-spiller Fabrice Muamba er stadig kritisk syg efter, han faldt om med hjertestop på banen under Boltons FA Cup-kamp mod Tottenham lørdag aften.
Det stod straks klart, at der var tale om et alvorligt slagtilfælde. Trods hurtig lægehjælp vurderes det, at hans hjerte ikke slog i omkring syv minutter. Det skriver The Sun.
Lægerne måtte kæmpe i to timer for at få hans hjerte til at pumpe på egen hånd. Han ligger stadig i kunstig koma på London Chest Hospital.
"Alle venter på at se, hvordan han vil reagere, når han vågner. Mange er bekymrede for, om hans hjerne har taget skade," siger en kilde tæt på familien ifølge The Sun.
Hans liv kan være blevet reddet af en fan, der er hjertespecialist. Lægen Andrew Deaner løb straks ind på banen, og Fabrice Muamba blev kørt på hospitalet.
Engelske Muamba voksede op i Den Demokratiske Republik Congo, inden han kom til England som 11-årig.
Tirsdag aften skulle Bolton have mødt Aston Villa, men kampen er udsat på grund af den tragiske hændelse.
Adskillige fodboldspillere har gennem de seneste år mistet livet på banen, nu beder hele Fodboldengland til, at Fabrice Muamba ikke bliver endnu et sørgeligt tilfælde.
Kilde: thesun.co.uk