Den britiske komiker Rowan Atkinson, der nok er bedre kendt som Mr. Bean, pudser nu det engelske arvesølv af.
Han skal nemlig indspille en ny version af Dickens-klassikeren ’David Copperfield’.
Og nej, Dickens’ bog har intet med amerikanske tryllekunstnere at gøre. Den russiske forfatter Tolstoj anså ’David Copperfield’, som handler om en ung mands svære opvækst, for at være Dickens’ hovedværk.
Rowan Atkinson samarbejder endnu engang med instruktøren Peter Howitt, som han lavede filmen ’Johnny English’ med tilbage i 2003. De to har sikret sig et budget på 30 milioner til projektet.
Optagelserne går i gang i 2008. Atkinson skal spille Copperfields udlejer, Mr. Micawber.
Bogen er flere gange lavet som tv-serie. Men der har ikke været lavet en filmversion siden 1935. Dengang var det en anden berømt komiker, der spillede Micawber, nemlig W.C. Fields.