En stor ny svensk undersøgelse har nu påvist, at motion gør teenage-drenge klogere. De får i hvert fald en veltrænet krop og en positiv effekt på indlæring og forståelse.
"Jo bedre kondition, de unge mænd havde på sessionstidspunktet, desto højere scorede de også i de psykologiske prøver, der indgik i sessionen. Blandt andet når det gjaldt logisk intelligens, verbal intelligens og teknisk intelligens," siger undersøgelsens leder, professor Georg Kuhn fra Göteborgs Universitet til Politiken.
Undersøgelsen, der i aftes blev offentliggjort i det amerikanske videnskabstidsskrift PNAS, er baseret på analyser foretaget i perioden 1968-1994 af mere end 1,2 millioner svenske drenge til session til militæret.
En anden yderligere effekt af, at unge drenge dyrker motion er, at der også i undersøgelsen blev påvist, at veltrænede teenage-drenge også klarer sig bedst i uddannelsessystemet.
"Jo mere veltrænet en mand var på sessionstidspunktet, desto højere var sandsynligheden også for, at han ville tage en videregående uddannelse," siger professor Georg Kuhn.