Efter fire års fravær vender en gammel kending af Mors-Thy Håndbold tilbage til klubben. Målmand Søren Pedersen tiltræder på en treårig aftale til sommer.
Søren Pedersen har tidligere spillet i Mors-Thy ad to omgange i årene 2007-2009 og 2012-2014.
I de øvrige år har Søren Pedersen spillet i både Skjern og senest Aalborg Håndbold.
Sportschef i Mors-Thy Henrik Hedegaard glæder sig over, at det er lykkedes at lave en aftale.
- Søren er efterhånden en rutineret herre, som har prøvet mangt og meget som målmand, og han passer godt ind i vores målmandstrio med Ronnie Nicolaisen og Nicklas Graugaard.
- Både som målmand og som person har Søren været interessant for Mors-Thy. Han har god energi og udstråling på banen, ligesom han er en træningsnarkoman og en ledertype.
- Og så er det naturligvis fint med endnu mere lokalt islæt i truppen og med en spiller, som gerne vil Mors-Thy Håndbold, siger Henrik Hedegaard til klubbens hjemmeside.
Af flere grunde har Mors-Thy hele tiden været Søren Pedersens førsteprioritet.
- Jeg ser frem til at blive en del af et spændende projekt, hvor der bliver lagt lag på år for år, og hvor jeg kan få mere spilletid, end det er tilfældet for nuværende.
- Og så er det den rigtige løsning for min familie - vi er bosat i Thisted, og har jo Mors-Thy lige i baghaven.
- Grundlaget i Mors-Thy er godt, og målsætningen må være kontinuitet og en fast plads i top-8 - og så kunne det være fantastisk at spille europæisk med Mors-Thy igen, siger Søren Pedersen.
/ritzau/