I modsætning til de fem foregående år løb de unge og progressive navne med priserne, da de danske avisanmeldere kårede deres favoritter ved aftenens Steppeulv-fest på spillestedet Vega i København.
Den helt store vinder blev således musikkollektivet Efterklang, som vandt for Årets album , Årets orkester samt i kategorien Årets Komponist .
»Den almindelige musikforbruger vil nok studse over mange af vindernavnene, og man kan sige meget om Efterklang, men de har jo ikke fået det store gennembrud. Til gengæld er det også meningen med prisen – at pege på det, der har substans, men måske ikke er nået bredt ud endnu,« forklarer Klaus Lynggaard, formand for Foreningen af Danske Musikkritikere og kritiker ved dagbladet Information.
Nyt juryblod
I år er den gamle garde af musikkritikere med Klaus Lynggaards ord »blevet udfordret« af ikke færre end syv nye og unge medlemmer fortrinsvis fra gratisaviserne. Og det skinner »helt sikkert« igennem på valget af vindere.
»Jeg synes altid, vi har været gode til at prissætte den unge musik, men det er dejligt med nyt blod, så man ikke stagnerer eller går i selvsving,« siger Klaus Lynggaard.
Kvalitet over alder
Betyder det, at man glemmer alt om en Steppeulv, hvis man har rundet de 25 år?
»Det ville være trist, for prisen har altid handlet om kvalitet og aldrig alder, køn eller race. I min bog er det ligegyldigt, om man hedder Dúné eller C.V Jørgensen. Man kan studse over, at Savage Rose ikke er repræsenteret, men måske handler det mere om, at der ikke er så mange af de gamle navne, de har markeret sig. 2007 var ikke veteranernes år,« siger Klaus Lynggaard.
Album: Efterklang Parades
Sang: Natasja Giv mig Danmark tilbage
Orkester: Efterklang
Livenavn: Trentemøller
Håb: Choir of Young Believers
Vokalist: Ane Trolle (JaConfetti, Trentemøller, Peder, Trolle/Siebenhaar m.fl.)
Musiker: Peder
Tekstforfatter: Natasja
Komponist: Efterklang
Producer: Troels Abrahamsen (I Know That You Know, The Floor Is Made of Lava, Gísli m.fl.)
Pionérprisen: Sebastian