Efter næsten 16 timers uafbrudte forhandlinger indgik Bager- og Konditormestre i Danmark (BDK) og HK Handel i nat forlig.
Den nye overenskomst dækker de butiksansatte i størstedelen af landets bagerier og konditorier.
Overenskomsten har hentet inspiration i de allerede indgåede forlig og giver de godt 8.000 butiksansatte i bagerierne en lønstigning på 1,10 krone i år og 1,75 kroner i timen til næste år.
Derudover er der også stigninger på diverse tillæg.
"Vi er tilfredse med at have fået en overenskomst, som prismæssigt tager højde for, at også håndværksbagerne oplever den økonomiske krise i hverdagen. Derfor er der tale om minimale stigninger til de ansatte - men dog stigninger," siger formanden for BKD, Hardy Christensen til forbundets hjemmeside.
Ud over de omtalte kroner og ører er parterne enedes om at forenkle overenskomsten, så den bliver lettere tilgængelig for både arbejdsgivere og ansatte.
Forliget mellem BKD og HK Handel bliver nu overdraget til Forligsmanden og indgår dermed i det store samlede forlig på arbejdsmarkedet.